Onsdag måtte velfærdsminister Karen Jespersen (V) en tur på sygehuset, efter at hun faldt i sit eget bukseben og slog hovedet. Uheldet skete på trappen på vej ned fra hendes kontor på fjerde sal i Velfærdsministeriet i København. Her satte hun hælen på sit eget bukseben og faldt derefter ned af trappen.
Hun blev derefter kørt på skadestuen. Efter undersøgelse konstaterede man, at hun ikke havde fået en hjernerystelse.
- Heldigvis var hun blot sluppet med en bule. Lægen bad hende dog holde sig i ro, og derfor er hun sygemeldt resten af ugen, siger pressesekretær Anni Lundqvist fra Velfærdsministeriet.