Der var ingen vanklen, da Fogh ringede.
VK-regeringens nye Socialminister, Karen Jespersen, takkede pænt ja, da hun fik tilbudt sin nye post.
- Jeg blev overrasket, men glad. Jeg sagde ja uden betænkning, sagde Karen Jespersen, da hun mødte pressen på Amalienborg Slotsplads onsdag middag.
Forinden havde Karen Jespersen været i audiens hos Dronningen sammen med Anders Fogh Rasmussen (V) samt transportminister, Jakob Axel Nielsen og Eva Kjer Hansen, der nu er fødevareminister.
På slotspladsen kunne Jespersen fortælle, at der ikke ville blive den store forskel fra dengang hun var socialdemokratisk socialminister.
- Jeg oplever, at jeg fuldstændig grundlæggende står for de samme ting som jeg hele tiden har stået for. Nøgleordet er sammenhængskraft. Hovedopgaven bliver de kommende år at holde sammen på Danmark og undgå dybe sociale skel, dybe kulturelle skel. Det har jeg fået en fantasktisk mulighed for at arbejde for, sagde Karen Jespersen.
Den nye socialministers første store opgave bliver at forhandle statspuljen på plads.