Af Christina Agger, chag@avisen.dk
Hun har folkelig appeal som få og er måske et af de bedste bud på en politiker, der med succes kan tage kampen op mod Ritt Bjerregaard (S) i spillet om overborgmesterposten i København.
Men den tidligere socialdemokratiske minister Karen Jespersen, som i foråret meldte sig under Venstres faner, er ikke interesseret i at overtage lederskabet af Venstre i hovedstaden efter kulturborgmester Martin Geertsen, som helt trækker sig fra politik 1. januar.
Det siger hun til Avisen.dk.
- Den mulighed er der ikke nogen, der har nævnt for mig. Hvis der var, ville jeg også sige pænt nej tak. Jeg er utrolig glad for at være folketingskandidat for Venstre og meget glad for min kreds, som jeg har fået et rigtig godt forhold til, siger Karen Jespersen, som er folketingskandidat for Venstre i Favrskov Kommune.
Så er det helt udelukket, at du bliver Venstres nye leder i København?
- Ja, det er det, siger hun.