Tørklædet er det synlige symbol på et islamistisk, undertrykkende kvindesyn. Dette er budskabet i tegnefilmen Persepolis , som har forpremiere i aften i Empire Bio i København arrangeret af den nyudnævnte socialminister Karen Jespersen.
Tegnefilmen er bygget på den roste tegneserie af samme navn af iraneren Marjane Satrapi og skildrer hendes barndom i Iran, da den islamistiske revolution i 1979 tvinger hende til at gå med tørklæde. Karen Jespersen, som er begejstret for tegneseriens frihedsbudskab, er bekymret over at se flere og flere mindreårige muslimske piger iklædt tørklæde. Hun overvejer nu muligheden for at kortlægge omfanget.
Ingen lovgivning
»Det er et nyt og tilsyneladende voksende fænomen. Tørklædet bygger på værdier, som strider imod de værdier, det danske samfund er bygget på. Det bygger på et syn på kvinder som seksuelle væsener, der skal dækkes til,« siger Karen Jespersen, der dog afviser at lovgive om tørklæder.
Socialministeren understreger desuden, at ikke alle muslimer, der går med tørklæde, er islamister. Hun opfordrer forældrene til at overveje, om tørklædet begrænser deres døtre.
»Det ville være nyttigt at diskutere, om pigen begrænses i at dyrke sport, eller om der er ting, hun ikke kan eller må,« siger Karen Jespersen.