Karen Ellemann vil have ligestilling hos etniske mindretal
Mænd og kvinder i etniske mindretal skal også have ligestilling, mener ligestillingsminister Karen Ellemann.

Ligestilling skal gælde i alle miljøer. Derfor omfatter kampen også visse etniske mindretal, hvor der mangler ligestilling mellem mænd og kvinder.

Det siger ligestillingsminister Karen Ellemann (V).

Hun fremlægger tirsdag sin plan til Folketinget for arbejdet med ligestilling i de kommende år.

- Det er en kultur- og værdikamp, som flere nydanske kvinder og mænd heldigvis selv er i gang med at tage, men det er vigtigt, at vi som samfund står sammen i kampen for frihed og lige muligheder for alle kvinder og piger i Danmark, siger Karen Ellemann i en skriftlig kommentar.

Hun mener, at det er nødvendigt at føre en "reel kulturkamp" i visse minoritetsmiljøer.

- Hvis ikke vi gør det, efterlader vi de nydanske piger og kvinder, der tager kampen, alene tilbage. Det kan vi simpelt hen ikke være bekendt siger Karen Ellemann.

I efteråret indleder hun en kampagne med oplysning og debat om rettigheder og ligestilling blandt etniske minoriteter. Det følger, efter at der i 2017 blev holdt ungetopmødet "Hvem styrer dit liv?" i Odense med mere end 130 unge.

Hendes plan støtter også LBGTI-personer. Det omfatter bøsser, lesbiske, biseksuelle, trans- og intetkønnede personer. Mange af dem møder stadig fordomme og diskrimination, mener ligestillingsministeren.

- Vi har som noget nyt i år fokus på at skabe større tryghed, trivsel og lige muligheder uanset seksuel orientering eller kønsidentitet, siger Karen Ellemann.

Der er i 2018-21 afsat 25 millioner kroner fra satspuljen til LBGTI-området.

Planen vil også forebygge og håndtere sexchikane i kølvandet på MeToo-bevægelsen blandt kvinder, som har spredt sig fra filmindustrien Hollywood til hele verden.

Flere mænd skal også holde orlov efter "Aktion Fars Orlov" i 2017, mener Karen Ellemann.

/ritzau/