Den tidligere bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic anker den livstidsstraf, han er idømt af dommere ved en appeldomstol i Haag.
Det fremgår af et brev fra hans advokat til domstolen, der i sidste uge skærpede straffen fra 40 års fængsel til livstid.
Appeldomstolen mente, at straffen på 40 år var for mild, fordi den undervurderede "omfanget og den systematiske ondskab" bag Karadzics forbrydelser.
Derfor blev det i stedet ændret til livstid i fængsel.
Afgørelser ved en appeldomstol er normalt endelige. Men nu skal dommere i Haag beslutte, om Karadzic alligevel må anke, i og med at han kun anker selve straffen og ikke skyldsspørgsmålet.
Den 73-årige Karadzic blev for tre år siden idømt 40 års fængsel for folkedrabet i byen Srebrenica i Bosnien i juli 1995. Hans appelsag blev afgjort i sidste uge.
Domstolen holder Karadzic ansvarlig for massakren på omkring 8000 muslimske mænd og drenge i Srebrenica samt andre forbrydelser mod menneskeheden. Blandt andet belejringen af Sarajevo og drab og forfølgelse i andre dele af Bosnien.
Srebrenica-massakren betegnes som den værste massakre i Europa siden Anden Verdenskrig.
Da Radovan Karadzic i juli 2016 ankede sin dom på 40 års fængsel, udtalte han ifølge sin advokat, at han er et politisk offer.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP