Torsdag sluttede en uges skrøbelig våbenhvile i Ukraine, og tusindvis af østukrainere forsøgte at komme over grænsen til Rusland. Flere af dem svor, at de ikke vil vende tilbage til det uroplagede Ukraine igen.
Ifølge en grænsepost i Luhansk, der er under separatisternes kontrol, forlod mindst 5000 mennesker Ukraine i deres biler, der var fyldt med både børn og baggage.
Der har ellers været en uge med officiel våbenhvile i regionen, men der har alligevel været skyderier og kampe flere steder, og flere af de lokale har mistet modet og tålmodigheden. Ifølge FN har ukrainsk militærs luftangreb kostet mindst 400 mennesker livet i de sidste to måneder. Det er primært gået ud over den Rusland-venlige, østlige del af Ukraine.
De russiske myndigheder oplyser, at omkring 90.000 ukrainere er kommet over grænsen i løbet af den seneste tid. Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen