Hvis de amerikanske ishockeystjerner spiller sig i søndagens OL-finale, vil der være et massivt sikkerhedsopbud til stede. Donald Trump har nemlig - ifølge det italienske medie Corriere della Sera - meldt ud, at han i så fald vil følge kampen fra lægterne, og den melding har sendt de italienske myndigheder i højeste alarmberedskab.
Selv om besøget forventes at blive både kort og sammenlignes som et "kirurgisk indgreb", rulles det helt store sikkerhedsapparat ud. Planlægningen er ifølge mediet allerede i fuld gang.
Sikkerhedsberedskabet er blevet testet de seneste dage, hvor både vicepræsident J.D. Vance og udenrigsminister Marco Rubio har opholdt sig i området i forbindelse med vinterlegene. Vicepræsidentens besøg betød lange kolonner af køretøjer og trafikale benspænd i byen i flere dage.
Ved et eventuelt Trump-besøg forventes opbuddet at blive endnu større – selv om præsidenten kun ventes at opholde sig i byen i få timer.
Når ishockeyfinalen er fløjtet af, går turen ifølge planen direkte videre til den historiske Arena i Verona, hvor Trump skal deltage i afslutningsceremonien sammen med kongelige og andre VIP-gæster.
Det endelige grønne lys for præsidentens ankomst afhænger dog af amerikanernes præstationer på isen. Først fredag står det klart, om USA spiller sig i finalen.