»Ryk længere tilbage! Flyt Jer!« Råber en betjent igen og igen, mens han af al kraft forsøger at dæmme op for de flere hundrede nysgerrige Gellerup-beboere, som i går eftermiddags var mødt op ved Bazar Vest for at få et glimt af Kronprinsesse Mary.
Tumult og masen
Hvad, der skulle have været en stille tur gennem basaren med efterfølgende frokost på en lokal restaurant, blev i stedet forvandlet til en tumultagtig scene, hvor hundredvis af børn og voksne måtte mase sig vej gennem de smalle butiksgader i basaren.
Det startede allerede udenfor, hvor rigtig mange var mødt op for at vinke til prinsessen. En stor gruppe børn, blandt andet fra Lykkeskolen ved siden af Bazar Vest, samlede sig lynhurtigt og af ren nysgerrighed om prinsessen, idet hun trådte udenfor efter sit besøg hos Nyvirk Iværksættercenter ved siden af Bazar Vest. Mange af børnene forsøgte at forevige de flygtige øjeblikke med deres mobiltelefoner, og nogle var endda så heldige, at de fik lov at give hånd til Kronprinsessen, mens andre kun fik et kort glimt af hende i forbifarten.
Hurtigt igennem
Indenfor i basaren havde Kronprinsessen og hendes følge ikke meget tid til at stoppe op og kigge nærmere på de eksotiske omgivelser. Her handlede det om blot at komme helskindet gennem menneskemylderet. Og selvom den råbende betjent og hans kolleger var trukket i den pæne uniform, var fløjlshandskerne blevet tilbage på stationen. Der blev adskillige gange råbt højt og enhver, der kom lidt for tæt på prinsessen, blev omgående skubbet til side.
Hilste pænt
Kronprinsessen klarede dog den hektiske tur uden at lade sig påvirke synderligt af mylderet og den lettere anspændte stemning. Og med et smil på læben forsøgte hun, hvor det var muligt, at stoppe op og hilse pænt på de mange fremmødte beboere, som tydeligvis var glade for det royale besøg.