Man regner med, at 71.000 græske fodboldfanatikere er klar på at støtte deres hjemmehold, når FCK møder Panathinaikos i aftenens Champions League-kamp.
Og det kommer ikke til at gå stille for sig, hvis man skal tro Dennis Rommedahl, der har sin daglige gang i den græske klub Olympiakos og efterhånden ved, hvordan de græske fodboldfans ter sig.
"Det bliver jo med sang og råb og romerlys. Hvis det går lidt i mod dem, eller de er utilfredse med dommeren, bliver der kastet ting på banen. Hver gang vi spiller på udebane, så flyver der flasker rundt, og alt muligt ryger ind mod os," fortæller Dennis Rommedahl til sporten.dk.
Han fortæller videre, at den noget rå tone og omgang med spillere og dommere i græsk fodbold, er en del af gamet.
"Sidst vi spillede, var der en dommer, der blev ramt, men der sker ikke noget med dem, der gør det. Det er en del af deres kultur," siger Dennis Rommedahl til sporten.dk.