Denne gang skulle være sidste gang, det populære syng-med- og danseorkester Kandis udgiver en cd.
I efteråret 2016 var beskeden ellers, at album nummer 17 blev den sidste fysiske udgivelse - fremadrettet ville Kandis følge strømmen og udgive musik via streaming og download.
- Vi sagde egentlig sidste år (det var i november 2016, red.), at Kandis 17 var den sidste. Men vi har fået lov at lave en mere i fysisk form, så den kommer på cd, fortæller forsanger og hovedmand i Kandis, Johnny Hansen, til TV Midtvest.
Således ligger der fredag en dugfrisk cd med formentlig 14 numre klar til cd-afspilleren i bilen.
Tre stilarter
Denne gang bliver det et album med hele tre stilarter, oplyser Johnny Hansen til tv-stationen. Det bliver et mix af den klassiske Kandis-stil, lidt country-rock og noget med stemning a la afterski.
Og mens det nye og 18. album er på vej ud til de trofaste fans, så er bandet gået i øvelejr for at gøre de nye numre klar til at blive spillet live.
- Det, der gør, at vi bliver ved, det er lysten til musikken. Det er vores lyst til at tage ud og spille og det gøgl, der er omkring det, siger Johnny Hansen.
Kandis første album, "Kandis 1", udkom 18. april 1990, mens der står 26. januar 2018 på albummet "Kandis 18".