Kan man mindske risikoen for at udvikle Alzheimers ved at udskifte kød og mejeriprodukter med fisk, vin, grøntsager og kornprodukter?
Tidligere undersøgelser indikerer, at der er en sammenhæng mellem kost og Alzheimers, og at mennesker, der spiser typisk Middelhavs-mad - det vil sige en diæt rig på frugt, vin, fisk, grøntsager og kornprodukter - har mindre risiko for at udvikle sygdommen end mennesker, der i stedet indtager masser af kød og mejeriprodukter.
Men det endelige bevis mangler, mener forskere fra det engelske Alzheimer s Society.
Forskerne vil nu dels gennemse alle de tidligere undersøgelser, dels foretage en række nye for en gang for alle at få bekræftet - eller afkræftet - at der er en sammenhæng mellem kost og Alzheimers.
- En sund kost vil aldrig kunne garantere helbredelse eller forhindre sygdommen i at opstå, men vi mener, der er ting, som folk selv kan gøre for at reducere risikoen for at blive syge, siger lederen af Alzheimers Society, Neil Hunt, til BBC.
De første resultater fra undersøgelsen ventes at ligge klar i juli.