Skrumper huset med en meter i diameter, bliver regningen fem millioner kroner mindre. Dropper de rutsjebanen, kan der spares to millioner. Og mindre depotrum i kælderen plus en række andre justeringer kan indskrænke udgifterne med omkring ni millioner kroner.
Byrådspolitikerne i Odense blev på et seminar i går præsenteret for en række forslag til, hvordan det er muligt at reducere den prisstigning, der igen har ramt det planlagte vandkulturhus på havnen. Som omtalt i Nyhedsavisen i går rækker de allerede afsatte millioner ikke til at betale regningen, som nærmer sig 200 millioner. Der mangler i alt omkring 38,5 millioner – heraf 31,5 millioner kroner til selve huset og derudover knap syv millioner til blandt andet udenomsarealer.
Årsagen? Den overophedede byggesektor og flytningen af projektet fra det først planlagte sted på Klosterbakken til den såkaldte kulturø på havnen.
Børn- og ungerådmand Jane Jegind (V), der som fritidsansvarlig blandt andet har svømmehaller som ansvarsområde, undværer nødigt vandrutjhebanen. Eller nogle af de andre forelåede nedjusteringer, for den sags skyld.
»Det er selvfølgelig en udfordring, men jeg håber, at vi kan finde de sidste penge. For det her er virkelig et unikt projekt, som vil være et fyrtårn for byen,« mener hun, der for eksempel håber, at Lokale- og Anlægsfonden måske vil skyde mere end de allerede lovede 25 millioner kroner i projektet, ligesom hun appellerer til byrådspolitikerne om at prioritere et ekstra, kommunalt tilskud ved budgetforhandlingerne til efteråret.
Men er det realistisk?
»Det håber jeg.«. Det samme gør den socialdemokratiske rådmand på by- og kulturområdet, Anker Boye.
»Lad os nu for en gang skyld lave noget i fuld skala og lade være med at fjerne rum i kælderen eller skære i husets diameter. Det vil være ærgerligt at file i det. Lad os vise storhed og gøre det rigtigt fra starten,« lyder hans opfordring.
»Kommunen har en sund økonomi, så jeg anbefaler byrådet at give de ekstra penge,« siger Anker Boye. Nu venter der politiske diskussioner for og imod investeringen, når de indledende debatter om næste års budget snart går i gang. Og lykkes det at finde de manglende millioner ,kan odenseanere fornøje sig i huset, når det bliver august i 2010.