Hvilken rolle skal Enhedslisten spille under en S-SF regering?

Rollen som parlamentarisk grundlag, der vil tages alvorligt. Derfor er det så vigtigt for Enhedslisten at kunne byde sig til som partiet, der kan sikre en finanslov. Så S og SF ikke er nødt til at se til højre side af salen for at få finansloven hjem.

Med årsmødets ja til finanslov er Enhedslisten blevet mere helstøbt i det parlamentariske arbejde og derfor havde partiets politiske leder, Johanne Schmidt-Nielsen, også det helt store smil på efter afstemningen. Det skal i øvrigt lige siges, at der aldrig har været forbud mod finanslov. Det lå bare ikke lige til partiets revolutionære traditioner.

Kan Enhedslisten få den magt, DF har i dag? Kan Johanne Schmidt-Nielsen blive lige så magtfuld som Pia Kjærsgaard?

Det bliver et af de helt store spørgsmål, og det kan der ikke gives et entydigt svar på nu.

Enhedslisten vil selvfølgelig gerne have den store indflydelse - men partiet er på afgørende områder skruet anderledes sammen end Dansk Folkeparti.

Enhedslisten skal også stadigvæk have godkendt en finanlov i partiets hovedbestyrelse - det bruger de ikke rigtigt ovre i Folkepartiet.

F.eks. kan Enhedslisten ikke bare sige ja, selvom de har har fået en del af deres politik igennem. Hvis der er andre forslag, som Enhedslisten ser som forringelser, vil de samlet sige nej. Her er DF meget bedre til at handle, tage, hvad de vil have og se stort på resten.

Når det er sagt og trukket fra, står tilbage, at Enhedslisten får en markant mere fremtrædende rolle, Og at den kun 26-årige Johanne Schmidt-Nielsen kommer helt frem på den politiske top 10.

Hun er et markant politisk talent, måske det største, Enhedslisten har fostret. Hun har et usentimentalt forhold til magt og med hende i spidsen matcher Enhedslisten S og SF. Hun har et godt forhold til de andre ledere, især Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager.

På det personlige plan også til SF's Villy Søvndal, men generelt er forholdet SF-Enhedslisten præget af, at de to partier udspringer af det samme og kæmper om de samme vælgere. Og det er ikke det, der skaber dybe politiske alliancer.

S og SF er glad for Enhedslistens nye stil - R er mere tøvende. Hvorfor det?

Fordi R ikke bryder sig om tanken om 'rød stue'. Partiet kæmper indædt mod blokpolitik, mens Enhedslisten ligeså indædt kæmper for. S og SF har begge sagt, at de vil gå efter det brede samarbejde - det glæder R, men ikke Enhedslisten.

Man skal dog huske på, at Anders Fogh også gik efter det brede samarbejde hen over midten i 2001. Dengang ønskede hverken V eller K at arbejde tæt sammen med DF - det ønske kom først, da stemmerne var talt op. Og DF var også selv tøvende - selvom de krævede stort ind, troede de  istarten ikke på, at de kunne få det.

Så afhængigt af mandaternes fordeling kan alt ske. Hvis S-SF og Enhedslisten har flertal alene uden R, kan Johanne Schmidt-Nielsen godt begynde at tage for sig af retterne. Skal R være med, skal hun nok regne med lidt mindre portioner.

Og lige til sidst: Er det så et helt fornyet Enhedslisten, der er kommet ud af årsmødet?

På det overordnede politiske plan, ja. Partiet har fået en entydig leder og er mere operativt politisk. Det virker, som om sårene efter Asmaa Abdol-Hamids stormfulde folketingskandidatur er helet. Med sin kompromisløse tilgang, splittede hun Listen fra bund til top for tre år siden. Sagen og håndteringen af den var årsag til, at flere markante medlemmer forlod Enhedslisten. Bl.a. Pernille Rosenkrantz-Theil.

I dag står Enhedslisten samlet igen og har fået en del medlemmer fra SF, som er trætte af Søvndals og Sohns topstyring. Og Asmaa Abdol-Hamid er 'blot' en almindelig årsmødedeltager, der holder sin tale og får et pænt bifald. Men uden politisk magt og indflydelse.

På det mere partikulturelle er Enhedslisten stadig sig selv. Der er to talerlister, en for mænd og en for kvinder - fordi mændene taler for meget.

Når det gælder opstilling til Folketinget, har Enhedslisten også deres helt egne regler. De har partiliste og Johanne Schmidt-Nielsen, Per Clausen og Frank Aaen er på de første tre pladser. Så langt så godt.

Men på plads fire kunne årsmødet ikke blive enig med sig selv. Pladsen bliver ledig efter Line Barfod, der forlader Folketinget og årsmødet skulle beslutte, om der skulle tages hensyn til køn eller fag, så man undgår en gruppe med ene akademikere.

Havde kønnet vundet, var Christine Lundgaard blevet nummer fire. Havde faget vundet, var det blevet 3F'eren Christian Juhl.

Vi må vente med svaret, for ingen af listerne fik stemmer nok på årsmødet og det skal nu afgøres i en urafstemning.