Af Thomas Hoffmann
thho@avisen.dk
@BRØD:Det vækker undren, at en hjertestarter gemmer sig på gangene på Københavns Rådhus i stedet for ude på Rådhuspladsen eller på Hovedbanegården, hvor de fleste hjertestop blandt københavnerne finder sted.
Venstres gruppeformand Martin Hirsch vil gerne have undersøgt nærmere, om beslutningen har kostet menneskeliv, som ellers kunne være reddet.
»Placeringen lyder ulogisk. Det er klart, at sådan nogle apparater skal stå på offentlige steder og ikke være pakket ind i et rådhus. Man kan jo spørge, om nogen er afgået ved døden, fordi der ikke har været adgang til det her. Det synes jeg bør indgå i den vurdering, vi skal lave af hjertestarterne,« siger han.
»Bør stå anderledes«
Læge Fredrik Folke, som står bag undersøgelsen af hjertestarterne, vil ikke gætte på, om en anden placering kunne have reddet liv. Han pointerer dog, at før man kendte undersøgelsens resultater, var det ikke til at vide, hvor de optimale placeringer var. Derfor mener han, at hjertestarterne generelt er fornuftigt hængt op.
»Som udgangspunkt er der ikke noget galt med, at de står ved badeanstalter og institutioner. Men hvis man har begrænsede midler og kun vil bruge 100 hjertestartere også i fremtiden, så bør de nok stå anderledes,« siger han.