Dette er en klumme og udtryk for skribentens holdning.
Måske kan stress i ’egne rækker’ være et ’wake-up-call’ for forsvarsministerens kolleger, så de helt ind i knoglerne forstår budskabet ”Stress skal ikke arbejdes væk”, som der stod på flere skilte ved søndagens demo foran Christiansborg. Og at det også gælder andre end toppolitikere…
Det, der ikke slår dig ihjel – sådan noget pladder...
Er der et udtryk, jeg hader, så er det netop ”Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere…”
Det gælder i hvert fald ikke for stressramte. Man, mange i hvert fald, er lidt ’sårede’, når de kommer tilbage på arbejde efter en stresssygemelding.
Der skal passes lidt bedre på for ikke at gå ned igen, så man er ikke stærkere.
Klogere? Ja!
For man lærer de tegn at kende, som man før ignorerede eller ikke forstod, og kan derfor sige stop, før det går helt galt. Eller prøve at ændre på forholdene, så man stadig kan være i det uden at måtte sygemelde sig.
Jeg taler desværre af bitter erfaring, da jeg selv har været der – også mere end én gang.
Den første gang var værst. Det var som at køre med fuld fart ind i en betonmur, vågne op helt forvirret og rundtosset med kun ét spørgsmål i hovedet:
”Hvad fanden skete der lige dér???”
Anden og tredje gang så jeg advarselsskiltene, fik koblet ud og trukket håndbremsen, så jeg stoppede lidt sidelæns et par meter før muren, men dog uden de helt store fysiske mén.
Det var stadig ad H…… til og ikke nemt at komme op.
Da det skete tredje gang, sad jeg og tudbrølede foran min læge, fordi jeg følte mig så sølle over med få års mellemrum at skulle komme tilbage og bede om en sygemelding for stress. Og så var jeg dybt frustreret over udsigten til måske aldrig helt at blive ’mig selv’ igen.
Det skal du nu nok blive,” trøstede hun og fortsatte: ”Ad åre…”
Vil ikke ønske det for min værste fjende
Det er efterhånden mange år siden, jeg selv helt har måttet trække stikket, og jeg tror, håber og beder til, at de foregående gange har gjort mig så meget klogere, at det heller ikke sker igen.
For stress, hvor det bliver til reel sygdom og ikke bare forbigående stressede perioder, er så lammende og forfærdeligt, at jeg ikke ønsker det for nogen.
Men med både Jacob Ellemanns og Mikkel Hansens sygemeldinger på grund af netop stress bare i denne uge må vi og vores politikere da snart indse, at det her kan ramme alle. At det gør det dagligt. Og rammer bredt.
Jeg tilslutter mig alle dem, der har sendt begge to deres dybe medfølelse og ønsker om god bedring, selv om jeg hverken har stemt på Venstre eller går voldsomt op i håndbold.
Lige som det gør mig ked af det, når jeg læser om endnu en skuespiller, musiker, sanger, journalist, tv-vært, forfatter eller anden kendis, der trækker stikket for at få ro.
Samtidig bliver jeg rigtig ked af det, når jeg tænker på alle de helt almindelige danskere, der rammes hver eneste dag, som ikke får offentlige tilkendegivelser for deres indsats eller blomster fra deres arbejdsgiver. Men måske i stedet bliver kvitteret med en fyreseddel – den har jeg selv fået hele to gange.
En epidemi der skal anerkendes
For gu’ er det da synd for alle de kendte. Men det er det også for alle de andre, og dem er der trods alt en hel del flere af. Hver evig eneste dag. Hele året rundt.
Ifølge Stressforeningen Danmark skyldes op mod hver fjerde sygemelding dårligt psykisk arbejdsmiljø svarende til 35.000 danskere, der er sygemeldt hver dag.
250 - 300.000 danskere lider af alvorlig stress.
Stress er skyld i en million (1.000.000!) fraværsdage årligt, 30.000 hospitalsindlæggelser, 3.000 førtidspensioner og 500.000 henvendelser til den alment praktiserende læge.
430.000 danskere har symptomer på alvorlig stress hver dag svarende til cirka 12 % af befolkningen.
Og stress koster samfundet 14 milliarder kroner om året i form af sygedage, tidlige dødsfald og udgifter til sundhedsvæsnet.
14 MILLIARDER!!! Læs lige det tal én gang til. Det er næsten fem gange så meget, som det beløb regeringen med de absolut mest lyserøde briller på kan håbe på at få i statskassen ved at sløjfe store bededag.
Så måske vi skulle gå en helt anden vej end den lige nu udstukne. Måske vejen til flere penge i statskassen slet ikke er færre fridage, flere på fuldtid end deltid og højere pensionsalder. Måske det faktisk er det stik modsatte.
Uanset hvad, var det da værd at se på, ikk’?
Det ville da i hvert fald være mere end almindeligt dumt ikke at undersøge det, hvis det så efterfølgende viser sig, at den nuværende ’kur’ for manglende arbejdsudbud og penge i statskassen gør det præcis modsatte.
Bare en tanke…
Charlotte Højlund er en af Avisen.dk's faste debattører