Kan man stole på alt, hvad man læser? Det spørgsmål er blevet relevant for en række personer på hjemmesiden flickr.com efter en bruger har lagt billeder ud af en ipod (elektronikfirmaet Apple s berømte musikafspiller, red.), der mildest talt har fået sig et gok.
Ifølge brugeren tikigod stammer billederne fra vennen Danny, hvis kones onkel arbejder på et militærhospital. Han kunne fortælle, at billederne kommer fra soldaten Kevin Garrad fra Tredje Infanteri Division, der var på patrulje i Irak.
- Da han rundede et hjørne kom en bevæbnet (AK-47) oprører fra den anden side. De to var kun meter fra hinanden, da de åbnede ild. Oprøreren blev dræbt, mens Kevin blev ramt ved venstre bryst, hvor hans ipod sad i jakkelommen. Det sænkede kuglens fart nok til, at den ikke trængte helt igennem den skudsikre vest, skriver Danny til Tikigod.
Efter sigende skete der derfor ikke noget med Kevin Garrad. Men så var det, at internetbrugerne skruede op for kildekritikken. Ifølge nogle ville det nemlig slet ikke været et problem for kuglen at komme gennem en ipod. Andre nævner, at der slet ikke findes et AK-47, men at det hedder AK-74.
Og så er der nogen, der kritiserer, at soldaterne overhovedet lytter til musik på vagten.
- Det var den slags pis, der var en del af forklaringen på, hvorfor amerikanerne blev ved med at få sparket røv, skriver en bruger.
En hel del brugere mener, at Kevin Garrad bør sende ipod en ind til Apple, der sikkert gerne vil betale en skilling eller to for den gode omtale.