Lagde du mærke til det?
Da den danske stjerne, Sidse Babett Knudsen, i går dukkede op på guld-løberen før uddelingen af årets Robert Priser, var der tænkt over en helt speciel gestus.
Og tænkte du ikke lige nærmere over skuespillerens smukke blå dragt, så gik den rent ind hos mange fans, der hurtigt delte billeder med hashtag som #bevarirma og #137år.
Og den var også god nok, forklarede Sidse Babett Knudsen de fremmødte journalister.
Sættet er skabt af den fremadstormende danske designer, Søren le Schmidt, og selvfølgelig tænkt som en hyldest til den 137-årige Irma-kæde, der nu varsles lukket hen over sommeren.
Sidse Babett Knudsen er virkelig for at bevare Irma og gav over for pressen udtryk for, at hun finder lukningen ganske forfærdelig.
Det var i den forgangne uge, at beslutningen om at lukke Irma-kæden blev meldt ud.
Nogle bliver erstattet af andre butikker, mens andre simpelthen drejer nøglen om.
I kulissen er der dog også tidligere Irma-chefer, som arbejder på en mulig redning af i hvert fald nogle af butikkerne.