Din indkøbstur kan opleves en smule mere dramatisk normalt, hvis du tager ud for at handle i Bilka i Aalborg Storcenter onsdag aften.
Onsdag den 3. september og onsdag den 10. september gennemfører politiets reaktionspatrulje nemlig øvelser i storcentret, og det vil betyde, at handlende kan møde en hel del synligt og kampklædt politi, ligesom man muligvis kan høre skud med løs ammunition.
– Vi gør meget ud af, at øvelserne er virkelighedstro og finder sted i realistiske omgivelser. Derfor er vi glade for at kunne træne ved Bilka og storcentret, siger vicepolitiinspektør Lasse Kragh i en pressemeddelelse.
Der vil være tydelig skiltning i centret, så besøgende kan se, at der er tale om øvelse.
Øvelserne finder sted fra klokken 19.30 til 22.00 begge onsdage.
Reaktionspatruljen – også kaldet Romeo – er en særlig enhed under beredskabet, der hurtigt kan indsættes i kritiske situationer, hvor menneskeliv er i fare.