Amerikanerne elsker deres knitrende éndollarsedler. De skifter ofte hænder, og i gennemsnit overlever sedlerne kun 21 måneder, før der igen skal sættes gang i seddelpressen.
Det er dyrt, og derfor har USA’s officielle møntudsteder U.S. Mint flere gange forgæves forsøgt at overbevise amerikanerne om, at en éndollarmønt er vejen frem. Torsdag sendte U.S. Mint så endnu en éndollarmønt på gaden – denne gang smykket med landets første folkevalgte præsident, George Washington, som lokkemad.
»Amerikanere vil snart modtage præsidentielle éndollarmønter i byttepenge, og de vil synes, at de er praktiske i butikker, bilvasken og i forskellige automater. Jeg mistænker desuden tandfeen for, at hun vil elske at lægge disse smukke mønter under hovedpuderne,« udtalte direktøren i U.S. Mint, Edmund C. Moy, i en erklæring torsdag.
Den nye, gyldne mønt vil portrættere alle USA’s præsidenter op til 1974, og portrættet skifter hver tredje måned, mens bagsiden ligger fast: den prydes af Frihedsgudinden. Kriteriet for at blive foreviget på en éndollarmønt er udover præsidentposten, at man har været død og borte i mindst to år. I 2016 ender serien med et portræt af Gerald R. Ford, skriver Reuters.
Indianer-fiasko
Det er ikke første gang, éndollarmønter sendes ud i amerikanernes lommer.
Så sent som i 2000 forsøgte U.S. Mint at gøre en anden éndollarmønt populær, nemlig den såkaldte Sacagawea-dollar, der var en hædersbevisning til en indiansk kvinde i Shoshone-stammen. Hun guidede i 1804-06 to amerikanske officerer rundt i det vestlige USA og hjalp til med at finde en søvej til Stillehavet.
På trods af Shoshone-kvindens bedrifter mislykkedes mønt-projektet, og éndollaren blev aldrig populær blandt amerikanerne – selv med en cirkulation på over en milliard. Regeringen blev dengang beskyldt for at bære ansvaret for den manglende succes, fordi man ikke samtidig turde at trække éndollarsedlerne ud af markedet.
Den politiske ledelse i USA er ikke blevet modigere siden da. Éndollarsedlen bliver i amerikanernes lommer på trods af den nye, klingende mønt. I U.S. Mint er der kun tilbage at krydse fingre og gøre, som der står på latin på de nye mønter: »In God We Trust«.
Torsdag faldt dollarkursen 2,63 procent.