I 1982 stillede en ranglet amerikansk teenager med langt hår og overskæg sig foran Donkey Kong – den mest legendariske spillemaskine i verden.

Få timer senere havde hans liv fået mening.

Den 17-årige Billy Mitchell havde sat en rekord, som ingen forestillede sig ville blive overgået.

Det var den mest indædte sejr over en maskine, som et menneske nogensinde havde opnået.

Da Billy Mitchell nåede 874.300 point i Marios kamp mod Donkey Kong, gik maskinen i stykker.

Det svarede til, at en fodboldkamp mellem Brasilien og Danmark blev afsluttet før tid ved stillingen 300-0 til Danmark.

I 1999 blev Billy Mitchell officielt udnævnt til at være 'Gamer of the century' – Århundrets spiller. Med andre ord er Billy Mitchell den bedste video-spils-spiller, der nogensinde har været.

Indtil nu.

Kongen af Kong

Sidste år havde dokumentar-filmen 'The King of Kong – a fistfull of quarters' premiere i amerikanske biografer, og den er nu udkommet på dvd. En lang række af Amerikas mest anerkendte filmkritikere regner den for ikke bare en af de bedste dokumentarfilm nogensinde, men for en af de bedste film overhovedet.

I filmen følger vi den 35-årige arbejdsløse familiefar Steve Wiebe. I flere interview fortæller både han selv og hans familie, hvordan han hele sit liv har været lidt af en fiasko. Selvom han altid har været rimlig til det meste, har han aldrig været bedst til noget.

I et sidste forsøg på at redde sin egen selvrespekt bliver han besat af at slå tallet 874.300 og blive den bedste Donkey Kong-spiller nogensinde.

Kronisk pubertet

Men hvad Steve Wiebe ikke ved, er, at det amerikanske spillemaskine-miljø er gennemsyret af 35-45-årige nørder, der har kendt og hadet hinanden, siden de var pubertetsdrenge på BMX-cykler. De ser ikke med milde øjne på, at en ukendt tilter den hårfine balance i deres individuelle selvbillede.

Som en af nørderne i miljøet forklarer om målet med de mange år, han har spillet videospil:

»Jeg ville være en helt. Jeg ville være midtpunkt for opmærksomheden. Jeg ville have, at de kønne piger skulle komme over til mig og sige 'hey det er dig, der er fantastisk til at spille Centipede!'.

Centipede er et spil, hvor man styrer en prik, der skal undgå prikker, mens den skyder andre prikker.

Jeg er ikke Gud, men ...

Men selvom filmen følger Steve Wiebe, så er det spilmiljøet og mesteren Billy Mitchell, der stjæler forestillingen. Mitchell, der i øvrigt er en succesrig forretningsmand, anser videospil for en zen-agtig kunst. Et opgør med sig selv og historien. En kamp mellem mand og maskine og ens egen begrænsning. I et af de første interview i filmen fortæller Billy Mitchell om sit syn på spil:

»Jeg er ikke Gud, så jeg har ikke alle svar. Nogen vil altid sige, at videospil er for sjov. Men hvis du vil have dit navn til at stå med blinkende bogstaver som indehaver af en verdensrekord, hvis du vil have dit navn skrevet ind i historien, så må du betale prisen. Man bliver ikke verdenmester. Man er det. Det er i ens DNA.«

I filmen lykkes det faktisk vores fedladne hovedperson at slå den legendariske rekord flere gange, men hver gang bliver den underkendt af 'video-spils-rekord-anerkendelses-udvalget' som blandt andre tæller Billy Mitchell og hans hær af medsammensvorne nørder. Filmen tager dog en drejning mod slutningen.

Der er spekulationer om at lave en Hollywood-film over 'King of Kong'.

Filmen kan købes i de fleste internationale online-dvd-butikker, og der er masser af klip på youtube.