Mindst 30 mennesker har mistet livet i kampe mellem militssoldater og handlende i et uroligt distrikt i Bangui, hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik (CAR).
Det oplyser en sikkerhedskilde og en lokal imam torsdag.
- 30 lig er blevet bragt til moskéen, siger Awad Al Karim, der er imam i moskéen Ali Babolo i et distrikt, der går under navnet PK5.
PK5 er blevet et tilflugtssted for mange muslimer i Bangui under de mange sammenstød mellem kristne og muslimer i landet.
En sikkerhedskilde, der ikke ønsker at få sit navn frem, angiver ligeledes dødstallet til mindst 30 uden at give flere detaljer om hændelsen.
Kampene begyndte, da handlende i distriktet greb til våben for at modsætte sig skatter, som blev opkrævet af militsgrupper, fortæller imamen.
Onsdag aften og torsdag morgen lød der således skud og eksplosioner i området. Det fortæller en journalist fra det franske nyhedsbureau AFP, som befandt sig i et nærliggende distrikt.
Ifølge lederen af Røde Kors Afrika Antoine Mbaobobo var dødstallet torsdag eftermiddag lokal tid på 23, men det "kan nå op på 33", da der fortsat ligger lig nær et marked i Bangui.
Hverken FN's fredsbevarende styrke Minusca eller de centralafrikanske myndigheder har været i stand til at sikre kontrollen over PK5-distriktet.
Dele af markedet og flere køretøjer er udbrændte efter de voldsomme sammenstød.
- Mellem 40 og 50 butikker og fire-fem huse er blevet brændt ned, siger Patrick Bidilou Niabode, leder af civilbeskyttelsestjeneste i CAR.
Den Centralafrikanske Republik er et af verdens fattigste og mest ustabile lande i verden.
Det har været ramt af sporadisk vold siden 2014, efter at daværende præsident François Bozizé blev udsat for et kup.
Der udbrød hårde kampe mellem overvejende kristne og muslimske militser, hvilket førte til, at den tidligere kolonimagt i landet, Frankrig, greb ind under et FN-mandat.
Forsøg på at mægle en fredsaftale på plads er faldet til jorden flere gange, og det meste af landet ligger nu i hænderne på bevæbnede militser. Disse kæmper ofte om landets mineralressourcer.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.