Kampagner for at få de unge til at lade være med at tage stoffer, ser ud til at have virket. Og så er det trods alt ikke alle unge, der har lyst til at eksperimentere med stoffer.
Sådan lyder forklaringerne på, hvorfor de unges forbrug af hash, kokain, amfetamin og ecstasy for første gang i ti år ligger stabilt.
»Der kunne næsten heller ikke blive ved med at blive stadig flere unge, der gerne ville prøve at tage stoffer. For blandt de unge er det trods alt kun nogle, ikke alle, der er interesserede i at tage stoffer. Det ser ud til, at det har nået et mætningspunkt. Derudover har restauratørernes, politiets og skolernes kampagner måske haft en betydning,« siger Kari Grasaaesen. Hun er sociolog og koordinator for Sundhedsstyrelsens seneste redegørelse ?Narkotikasituationen i Danmark?, som bliver offentliggjort i dag.
Af redegørelsen fremgår det, at der ud af de 16- til 24-årige er omkring 21% der ryger hash, og to til fire procent der tager amfetamin, kokain og ecstasy. Så der er trods alt stadig tale om et stort antal unge, påpeger Kari Grasaaesen.
Flere forgiftes
Men uanset de forbedrede tal er der langt til fryd og gammen. For stadig flere af de unge, der tager stoffer, bliver nemlig forgiftet af deres misbrug af amfetamin, kokain og ecstasy. Inden for de seneste seks år er der således sket en tredobling af indlæggelser. Hver år bliver omkring 1200 unge indlagt på landets skadestuer med forgiftninger.
Ifølge Kari Grasaaesen kan det skyldes, at unge oftere erstatter amfetamin med kokain. For kokain er befængt med en større risiko for at blive forgiftet.
»Den mængde der skal til for at få en rus på kokain, ligger meget tæt på den mængde, der skal til for at få en forgiftning,« forklarer hun.
Derudover varer rusen kun en halv time, og derfor bliver fristelsen til at tage mere kokain stor. Det viser sig også ved, at kokain stadig oftere er medvirkende årsag til narko-dødfald. Endelig er det umuligt at vide, hvad ecstasy-pillerne indeholder.
Derudover søger flere unge behandling ? heraf 49 procent på grund af et misbrug af hash.
Ifølge Michael Nagel, forstander på Kirkens Korshærs Ungdomscenter i København har de unge ofte et hashmisbrug i otte til 10 år, før de erkender, at de har et misbrug. Det sker i takt med, at det går op for dem, at deres misbrug har fysiske, psykiske og sociale følger.
»For med deres misbrug følger ofte dårlig økonomi, rod i uddannelsen og mangel på netværk,« siger Michael Nagel.
Redegørelsen viser også, at psykiatriske diagnoser og hash-misbrug oftest følges ad.
Fakta om unges stofmisbrug