De lægestuderende på Aarhus Universitet er stærkt utilfredse med ledelsens planer om at tvinge en del af de studerende til Aalborg Universitet, og der arbejdes på højtryk mod planerne.
Mikkel Fode, der er talsmand for de studerende, mener, at flytningerne vil være i direkte strid med adgangsbekendtgørelsen, hvor der står, at studerende har ret til at fortsætte på det universitet, de er indskrevet på.
»Vi mener ikke, det kan gennemføres. Det er et brud på vores retssikkerhed, og vi har hyret en advokat til at forfølge de juridiske aspekter,« siger Mikkel Fode, der mener, at flytningen vil få urimelige konsekvenser både økonomisk og socialt for de studerende.
Politisk indsats
Blandt studenterpolitikerne på universitetet har planerne vakt røre, og de socialdemokratiske, liberale og konservative studerende arbejder sammen for at få dem fejet af bordet.
»Vi tager fat i de poltikere, vi kender i byråd, regionsråd og folketinget. Eksempelvis skal jeg selv mødes med Marc Perera Christensen fra byrådet mandag aften for at lave en fælles henvendelse til universitetets ledelse for at høre, om de kan leve med, at man tvangsflytter studerende,« siger Niels Christian Selchau-Mark fra Konservative Studenter.
Han betegner sagen som meget principiel og kritiserer, at studenterdemokratiet er sat ud af kraft, da de studerende ikke selv er blevet hørt i sagen.