Kammeradvokaten risikerer at miste sit monopol på at levere advokatydelser til staten, skriver Jyllands-Posten.
Retsordførerne fra en række politiske partier mener, at man bør overveje at fordele opgaven på to advokatfirmaer, når den senere på året sendes i udbud.
- Det vil være sundt med noget konkurrence, siger Ole Hækkerup, retsordfører for Socialdemokraterne, mens retsordfører for SF Karina Lorentzen Dehnhardt mener, at den nuværende ordning "ligner et monopol".
Dansk Folkeparti, De Konservative og Enhedslisten mener alle, at der vil være fordele i at fordele opgaven på to advokatfirmaer.
- Det vil være det mest hensigtsmæssige, fordi det giver mulighed for at trække på et firma mere i sager, hvor det vil virke forkert eller inhabilt at bruge den samme advokat på forskellige opgaver, siger Tom Behnke, retsordfører for De Konservative.
Kammeradvokaten er ikke en statslig institution, men det private advokatfirma Poul Schmith, som har en aftale med staten om at levere advokatydelser til de statslige myndigheder.
Funktionen som kammeradvokat sikrer advokatfirmaet Poul Schmith en årlig omsætning på næsten 280 mio. kr.
Morgenavisen Jyllands-Posten kunne torsdag fortælle, at Kammeradvokaten havde en dobbeltrolle i forbindelse med lukningen af Amagerbanken.
Først var Kammeradvokaten rådgiver for Finanstilsynet i en juridisk vurdering af sagen, som var afgørende med hensyn til, om banken skulle overleve.
Få dage efter blev Kammeradvokaten på indstilling fra Finanstilsynet udnævnt til kurator på konkursen efter den krakkede københavnerbank, hvilket indtil nu har indbragt Kammeradvokaten mere end 20 mio. kr. for et arbejde, der langt fra er færdigt.
/ritzau/