Billeder fra et fransk overvågningskamera bekræfter, at en formodet gerningsmand fra angreb mod et julemarked i Berlin flygtede via Lyon.
En kilde tæt på efterforskningen fortæller til det franske nyhedsbureau AFP, at Anis Amri er spottet på en banegård i byen.
- En mand, der ligner drabsmanden, er spottet torsdag eftermiddag 22. december på en perron på stationen Lyon-Part-Dieu. Han bar en kasket og en rygsæk, siger kilden.
Han så ud til at være alene.
Efterforskningskilden fortæller, at man stadig er i gang med at bestemme den 24-åriges rute fra Berlin til Milano. Amri blev skudt af italiensk politi i Milano fredag 23. december.
Tuneseren menes at stå bag angrebet mod et julemarked i Berlin for en uge siden. 12 personer blev dræbt, da han angiveligt kørte en lastbil ind i en menneskemængde.
Blandt de dræbte var lastbilens polske chauffør, som blev skudt.
Tysk politi havde forsøgt at udvise Anis Amri, som havde fået afslag på en ansøgning om asyl. Han kom til Europa i 2011 som bådflygtning. Kort efter blev han idømt en længere fængselsstraf for flere forbrydelser i Italien.
Den 24-årige tuneser forsvandt sporløst efter angrebet i Berlin. Han var på flugt i fire dage, før han blev skudt i Italien.
I sidste uge tog Islamisk Stat skylden for angrebet i Berlin. Siden blev en video offentliggjort. Her ses tuneseren sværge troskab til den ekstremistiske gruppes leder.
En stort antal tyske efterforskere forsøger i disse dage at opklare, om Anis Amri havde medsammensvorne.
/ritzau/AFP