Kaliningrad åbner grænsebomme til Polen

Nye grænseregler skal skabe økonomisk boom i Kaliningrad og polsk grænseområde.

Som første skridt frem mod visumfrihed mellem Rusland og EU kan både polakker og russere i Østersøregionen nu rejse uden visum til Kaliningrad.

Den nye trafik over Schengen-grænsen uden visum har skabt håb om et økonomisk opsving i det fattige område.

Siden fredag er det tilstrækkeligt, at indbyggere i det nordøstlige Polen og den russiske østersøenklave Kaliningrad anvender en særtilladelse for at besøge nabolandet.

- Vi har arbejdet frem mod dette i årevis. Nu kan vore byer omsider begynde en ny udvikling, siger borgmester Henryk Mrozinski i den lille polske grænseby Braniewo.

Også Sergej Besbereschjew fra det russiske udenrigsministeriums kontor i Kaliningrad roser den historiske aftale.

- Vi ser frem til mere kulturelt og økonomisk samarbejde med vores polske venner og naboer, siger han til nyhedsbureauet Itar-Tass.

Både russere og polakker håber på stigende investeringer i virksomheder på begge sider af grænsen, hvor der nu bliver langt mindre bureaukrati. De første særtilladelser gælder i to år og vil senere komme til at gælde for fem år.

Sergej Putjkov fra det russiske generalkonsulat i Gdansk siger, at folk strømmer til.

- Vi venter årligt at udstede 60.000 særtilladelser, siger han.

Visumregler og særtilladelser i Kaliningrad, en russisk østersøenklave klemt inde mellem Litauen og Polen, har været diskuteret i en årrække og hørte med til forberedelserne til Litauens og Polens indtræden i EU's Schengen-samarbejde.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.