Når det brasilianske fodboldlandshold i næste måned er med ved Confederations Cup i hjemlandet, er to af landets største stjerner gennem de seneste 10 år ikke med.
Landstræner Luiz Felipe Scolari har valgt at se bort fra 33-årige Ronaldinho fra Atletico Mineiro og 31-årige Kaka fra Real Madrid.
VM-værternes trup til Confederations Cup består af 23 spillere, og offensivt føres den an af velkendte navne som Neymar, Hulk og Fred.
I januar meddelte Luiz Felipe Scolari, at han havde kig på 50 spillere til sin VM-trup, som også kommer til at bestå af 23 spillere ved næste års slutrunde.
Brasilien er ved Confederations Cup i gruppe med Japan, Mexico og Italien.
Den anden gruppe består af Spanien, Uruguay, Tahiti og Nigeria.
Næste sommer er Brasilien vært for VM i fodbold. Landet har vundet VM fem gange, flest af alle lande i historien.
/ritzau/