Af Søren Kitaj, soki@avisen.dk
Siden starten af denne måned har han kunne kalde sig årets fodboldspiller i Europa efter at have vundet Ballon d’Or – Guldbolden.
Siden i går har han kunnet kalde sig en del af verdens bedste fodboldhold, efter at Milan slog Boca Juniors 4-2 i finalen af VM for klubhold i Japan. Og i aften kan brasilianske Kaká med stor sandsynlighed kalde sig hele verdens bedste med en fodbold, når FIFA i Zurich kårer årets spiller 2007.
Og 25-årige Kaká er værd at glæde med medaljer og titler, for han sætter virkelig pris på dem. Også selvom den seneste bedrift, FIFA’s klub-VM, af mange ikke anses som det hele store sammenlignet med for eksempel VM for landshold og Champions League.
»Det her var det eneste trofæ, jeg ikke havde vundet. Det er magisk endelig at få fat i det. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er. Jeg har vundet alt – det er fantastisk,« jublede Milan-stjernen i går.
Milan er kløgtige
Som så ofte før var Kaká manden bag Milans triumf foran 68.000 tilskuere i Yokohama. Han lagde op til begge ’Pipo’ Inzaghis scoringer og lukkede reelt selv kampen med sit mål til 3-1 efter 61 minutter. Siden var der klasseforskel mellem de to storklubber.
Boca Juniors træner erkender, at Milan var bedst – blandt andet på grund af Kaká.
»Vi må tage den på os. Milan er sådan et kløgtigt hold. De bruger pladsen så godt, og så har de Kaká, som kan finde på hvad som helst,« lød det ifølge Reuters fra træner Miguel Angel Russo.
I aften kan Kaká meget vel få brug for at føje ’verdens bedste fodboldspiller 2007’ til visitkortet.