Kajakroeren René Holten Poulsen er udmærket tilfreds med sin indsats i mandagens 1000 meter enerkajak ved OL i London.
Danskeren vandt sit indledende heat og blev senere nummer tre i sin semifinale.
René Holten Poulsen er dog klar over, at han skal ro stærkere i onsdagens A-finale.
- Nu må vi se. Jeg håber, at jeg kan ro lidt bedre, men det er svært at sige, siger han.
- Hvis jeg ikke leverer en verdensklassepræstation, så er jeg måske en bådlængde efter.
- Men jeg ved, at jeg kan ro op med dem. Skal man slå de andre, skal man være der på dagen. Laver man fejl, så bliver der betalt ved kasse et, siger René Holten Poulsen.
Danskeren var ikke helt tilfreds med indsatsen i semifinalen, efter at han havde vundet sit indledende heat i fin stil.
- Mit heat var rigtig fint, der gik det rigtig godt.
- I semifinalen kæmpede jeg på de sidste 500 meter. Jeg roede måske en lille smule sikkert. Det var ikke sådan, at jeg satsede hele butikken på noget tidspunkt, siger René Holten Poulsen.
Han blev i 2008 i Beijing OL-sølvvinder i 1000 meter toerkajak sammen med Kim Wraae.
Senere valgte René Holten Poulsen at gå over i enerkajak.
De to ror dog også sammen i London. Det sker i firerkajakken over 1000 meter, hvor de sammen med Emil Stær og Kasper Bleibach blev europamestre kort før OL.
/ritzau/