Som Rygtebørsen afslørede i går, har Kahn og Ballack fået tilkendt 50.000 euro hver – og nu er produkterne også fjernet fra butikshylderne i Tyskland, udtaler producenten Beate Uhse.
En anden, der har haft mindre held med at lufte sin utilfredshed, er den tidligere FC København-angriber Peter Ijeh. Nigerianeren har været fedtet ind i flere uheldige sager siden sit skifte til Viking Stavanger. Senest i søndags hvor Ijeh først brokkede sig til et gult kort på grund af et frispark, der ikke blev fløjtet.
Det fik angiveligt angriberen til at råbe fuck off til manden i sort, og så blev Peter Ijeh sendt i tidligt bad. Den stakkels Ijeh forstår ikke en pind af det røde kort.
»Jeg spurgte bare dommeren, om ikke han så, hvad der skete. Han svarede mig med et gult kort. Direkte derefter kom det røde. Hvor er den beskyttelse, som dommeren skal give os spillere?,« lød det fra Ijeh til den norske avis VG.
Dagens Rygtebørs slutter med en historie om nogen, der modsat Peter Ijeh kunne have grund til brok. Danmarks bedste kvindelige floorball-spillere deltager nemlig i disse dage ved VM i Frederikshavn, og den fornøjelse koster såmænd hver deltager 3.000 kroner på grund af pengemangel i forbundet. Altid noget, at slutrunden foregår i Danmark.