Da Thomas Kahlenberg skiftede til tyske Wolfsburg før denne sæson, var det med udsigt til at få opfyldt drømmen om Champions League-fodbold. Den drøm må han nu udskyde.
For den danske landsholdsspiller er nemlig droppet til de tyske mestres trup til Champions League. Derfor skal Thomas Kahlenberg både håbe at komme sig hurtigt over sine skader, og at holdkammeraterne kan spille de grønblusede videre fra gruppespillet.
Her er tyskerne kommet i gruppe med Manchester United, Besiktas og CSKA Moskva.
Går Wolfsburg videre fra gruppespillet kan Kahlenberg nå at komme til at spille Champions League til foråret. Til januar er der nemlig igen mulighed for at skifte ud i holdenes trup til de europæiske turneringer.
Den danske offensivspiller har været ude af spillet siden 22. juli med et træthedsbrud i hoften. Normalt er det en skade, det tager sig to eller tre måneder at ryste af sig.
De første kampe i Champions Leagues gruppespil begynder tirsdag den 15. september.