Endnu en gang stævner seks danske kendisser ud og sejler tværs over Atlanten i realityprogrammet af samme navn.
I år består besætningen af Vild med dans-vært Sarah Grünewald, rapper Branco, youtuber Rasmus Brohave, skuespilleren Jonathan Harboe, kokken Nikolaos Strangas og Rosa Kildahl, der blev kendt efter sin deltagelse i "Den store bagedyst" i 2017.
Det annoncerer Warner Bros. Discovery i pressemeddelelse.
- I sæson fire af "Over Atlanten" har vi formået at sammensætte et meget forskelligartet cast, som jeg er sikker på, vil skabe nogle særegnede oplevelser både for dem selv og seerne, lyder det fra Warner Bros. Discoverys nordiske programdirektør, Pil Gundelach Brandstrup, i pressemeddelelsen.
Ruten er planlagt i samarbejde med den olympiske guldvinder i sejlsport Jesper Bank.
Overfarten er beregnet til mellem 16 og 18 dage efter vejr og vind.
- Vi ser frem til endnu engang at tage vores seere med på den absolut mest intense og nærværende oplevelse inden for sin genre, siger Pil Gundelach Brandstrup videre i pressemeddelelsen.
- På en lille båd midt på Atlanterhavet er der ingen pauser og ingen mulighed for at gemme sig, og netop her skrælles civilisationens fernis bort, og vi møder deltagernes autentiske jeg.
Årets cast til "Over Atlanten". Fra venstre: Rasmus Brohave, Jonathan Harboe, Rosa Kildahl, Sarah Grünewald, Nikolaos Strangas og Branco. (Foto: Warner Bros. Danmark/PR)
Det er fjerde gang, at en række kendisser tager turen over Atlanten. I forrige sæson var Moderaternes politiske leder, Lars Løkke Rasmussen, og kendiskokken Umut Sakarya blandt deltagerne om bord.
I de tidligere sæsoner har journalisten Anders Lund Madsen, instruktør Hella Joof og skuespiller Nicolaj Kopernikus sejlet over Atlanten.
Der er endnu ingen oplysninger om, hvornår fjerde sæson af "Over Atlanten" får premiere på Kanal 5 og streamingtjenesten discovery+.
/ritzau/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus