Modstanden mod amerikanske produkter breder sig.
Senest har en lang række cafeer i Canada valgt at fjerne navnet “Americano” på menuerne til fordel for “Canadiano”.
Ændringen begyndte som en spøg hos kaffekæden “Kicking Horse Coffee” i 2008, men som følge af handelskrigen har stuntet udviklet sig til en national bevægelse.
- Vi har kaldt Americano for Canadiano i 16 år. I dag gør vi det officielt og beder cafeer over hele landet om at gøre det samme, lød opfordringen fra Kicking Horse Coffee i et opslag på Instagram den 6. februar.
Meldingen kom efter at Donald Trump indførte en told på 25 procent told på canadiske varer - hvorefter Canada svarede igen med toldsatser på amerikanske varer.
- Det er en simpel ændring, men den tilføjer lidt ekstra canadisk stolthed til hver kop, siger Ryan Silverstein, der ejer “Le Petit Pain” i Toronto, til avisen National Post.
En "Americano" - eller "Canadiano" om man vil - består typisk af én del espresso og to eller tre dele kogende vand.