De havde ventet én, og så fik hun to.
Forleden leverede kæmpepandaen Shu Qing to velskabte små, lyserøde pandaunger. Det skete til stor glæde - og overraskelse - for personalet på det kinesiske forskningscenter for kæmpepandaer i Sichuan i det sydvestlige Kina
- Efter at den første unge var født, troede vi ikke, at der kom flere unger, siger en af forskerne Lan Jingchao til China Daily.
Han forsikrer om, at både ungerne, en lille han og en lille hun, og moderen, den otte år gamle kæmpepanda Shu Qing og har det godt.
Shu Qing var gravid i 122 dage, og hendes to små pandaunger er begge fuldstændig, som de skal være. Den første, der kom til verden, var en han på 11 centimeter og med en vægt på 146.5 gram. Hans lillesøster var lige så lang, men vejede kun 129 gram ved fødslen.
Kæmpepandaen er et af verdens mest populære dyr, men har været udrydningstruet i mange år. Det kinesiske forskningscenters formål er at fremme fødslen af de truede dyr.
Med de to nyfødte er forskningscentrets antal af pandaer oppe på i alt 62 sort- og hvidplettede bamsebjørne.
Sidste år var det samlede antal af pandaer i verden 1590, og de fleste af dem lever i Sichuan-bjergene i Kina, 217 lever i fangenskab.