80 arbejdspladser er reddet i Gistrup ved Aalborg.
Det er virksomheden HMK Bilcon, som har fået en ny stor ordre, der rækker langt ind i 2018, skriver Transportmagasinet.
Således er genrejsningen af virksomheden nærmest i kategorien for mirakler. HMK Bilcon blev i januar erklæret konkurs, men ifølge administrerende direktør Peter Jensby har hårdt arbejde og omtanke vendt fiasko til succes.
- Der er arbejdet hårdt på at få tingene til at lykkes i det nye selskab, og denne seneste ordre er frugten af det hårde arbejde, udtaler administrerende direktør Peter Jensby i en pressemeddelelse.
Nøglen til successen er stabilitet, understreger Peter Jensby:
- Vi arbejder med at tænke i stabilitet. Det betyder at vi fordeler ordrerne hen over hele året. Det giver også stabilitet i kvalitet og leveringtider, siger Peter Jensby til Avisen.dk.
HMK Bilcon skal levere en ny type tankbil til det svenske Skanol, som har indgået en aftale med olieselskabet Preem om distribution af benzin, diesel og fyringsolie i Sverige.
Med ordren forventer HMK Bilcon, at beskæftigelsen er sikret i hele 2018, og ledelsen forventer desuden, at ansætte flere medarbejdere end de 80 der i forvejen har deres gang på Hadsundvej 295 i Gistrup.
- Vi skal ansætte fem mere i alt. To i serviceafdelingen og tre i produktionen, siger Peter Jensby.