Pengene fosser ud hos Jensens Bøfhus. Koncernen bag familierestauranterne har en gæld til SEB Bank på 160 millioner kroner, mens egenkapitalen er skrumpet ind til blot én million kroner.
I sidste måned satte firmaet sit hovedsæde i Odsense til salg for 23 millioner kroner, hvilket sker i forsøget på at forbedre likviditeten i restaurantkæden, som Palle Skov Jensen grundlagde i Aarhus i 1984.
Pengejagten er dog langt fra slut.
Nu har Palle Skov Jensen igen solgt ud af sine aktiver - denne gang drejer det sig om ejerens andel af selskabet, der driver den odenseanske café Franck A.
Jensens Bøfhus oplyser til BT, at den fynske forretningsmand ikke har frasolgt alle sine aktiver, da han fortsat ejer lejemålet samt inventaret på den legendariske café, som han nu lejer ud til de nye ejere af driftselskabet.
Franck genåbnede sidste år efter at have været lukket i fire år. Dengang talte ejerne Palle Skov Jensen, Claus Skovsted og Per Hallundbæk, der er tidligere køkkenchef på Falsted Kro på Sydfyn.
Til Fyens.dk forklarer Claus Skovsted, der nu skal køre caféen videre med en norsk samarbejdsparter, at der i den tidligere ejergruppe har været uenigheder om, hvordan driften af Franck A skulle foregå.
- Når man er tre ejere, kan det blive noget rod, fordi der altid er én, der er nødt til at sluge en kamel. Det håber jeg, vi undgår ved at være to og ikke tre ejere, siger Claus Skovsted til Fyens.dk.
Han skal nu drive Franck A uden Palle Skov Jensen, der sammen med Per Hallundbæk er købt ud af selskabet. Siden 1920'erne har caféen været en del af bylivet i Odense.
Tidligere på året kom det frem, at ledelsen i Jensens Bøfhus lukker restauranter i blandt andet Aarhus, Odense og Fredericia.
Jensens Bøfhus på Trianglen på Østerbro har længe kørt med underskud, og den blev lukket ved nytår.