Det strømmer ind med danskere, der har set finhvalen i de danske farvande.
Verdens næststørste pattedyr blev søndag spottet nord for Fyn ved Båring Vig.
Nu har hvalen svømmet igennem Lillebælt og er blevet observeret i Kolding Fjords udmunding udfor Skærbæk og ved kysten ud for Sønderskovvej ca. 1,5 km vest for den gamle Lillebæltsbro.
Det fremgår af hvaler.dk.
Hvalforsker Carl Christian Kinze fra Dansk Havpattedyrforening tror, at hvalen er på vej mod Århus eller Aabenraa.
"Erfaringer fra tidligere viser, at vi kan forvente den i Aabenraa Fjor eller Århus Bugten og Kalø Vig," siger han til Newspaq.
Carl Christian Kinze tror, at den vildfarne finhval nok skal finde ud af dansk farvand.
"Vi har ikke fundet nær så mange døde finhvaler, som vi har set finhvaler de seneste år, så nogle må jo være sluppet ud," siger han og understreger, at den sidste strandede finhval blev fundet i 1958.
Danskerne behøver ikke at frygte finhvalen, der kommer fra Nordatlanten, da den kun spiser fisk.
"De er ikke farlige for mennesker. I Båring Vig kunne hvalen manøvrere mellem to små både på fem meter vand. Det tyder på, at dyret ikke er i vild panik," siger Carl Christian Kinze.
En finhval kan blive op til 22 meter lang og veje 80 tons. Den er en meget sjælden gæst i danske farvande.
Finhvaler er kun set i Danmark en håndfuld gange de seneste 100 år.