Grethe og Svend Jespersen fra Køge har det med egne ord ad helvede til efter drabet på deres lille hund Arkibal, der blev fundet død i en blodpøl i sidste uge - stukket ihjel med en skruetrækker.
Trods ægteparrets kæmpedusør, der med hjælp fra hundevenner nu er vokset til 27.000 kroner, er det nemlig stadig ikke lykkedes politiet at pågribe gerningsmændene bag det bestialske mord.
- Vi har fået et par tip, men desværre ikke noget der rigtigt kan bruges til noget. På et tidspunkt fik vi et navn på en mand, men det viste sig, at han allerede sad i fængsel. Så nu har vi placeret sagen hos nærbetjenten i Ølby, der må kigge på det, lyder det fra vicepolitikommissær ved Køge Politi, Kenneth Højlund.
Men Grethe Jespersen sætter stadig sin lid til, at dusøren vil få nogen til st stikke Arkibals morder.
- I går fortalte politiet i fjernsynet, at de havde spor at gå efter, men nu har jeg fået et brev fra politet, hvor de skriver det modsatte. Jeg er forvirret og har det frygtelig dårligt. Men jeg tror og håber stadig på, at den store sum penge vil få nogen til at fortælle, hvem der gjorde det, siger en grædende Grethe Jespersen.
- Jeg kan snart ikke klare mere, siger hun.
Ejeren af hjemmesiden Dogsdating.dk, Anita Jensen, der arbejder for bedre vilkår for hunde, har nu startet en indsamling, der skal skaffe penge til at købe en ny lille hund til Grethe og Svend Jespersen.
- Det har været en meget hård oplevelse for dem at miste Arki, så nu prøver jeg bare at finde en hund til dem, måske en pudel eller gravhund. Frem for alt skal det bare være en sund og glad hund, ikke som den deres søn købte et døgn efter mordet. Den måtte de aflive i forgårs, fordi den var syg og fejlernæret, siger Anita Jensen.
Læs også
• Politiet frygter lynchstemning i Køge
• Grethes hund Arki bortført og myrdet
• Politiet jagter Arkis mordere