Toldinspektører har afsløret et kæmpe antal elefantstødtænder i en fragtcontainer i den vietnamesiske storby Ho Chi Minh City.
Stødtænderne - der sammenlagt vejer 2,4 ton - var hver især skåret ud i tre til fire stykker, hvilket i alt blev til 150 dele, som alle blev konfiskeret af inspektørerne.
De værdifulde og forbudte varer blev importeret af virksomheden Thai Minh Co, der havde noteret, at containeren indeholdt saltede koskind fra Mozambique.
Da virksomheden påstod, at det ikke var deres fragt, og derfor ikke ville betale fragtgebyr for containeren, blev den i stedet åbnet af tolderne, der kunne blotlægge det opsigtvækkende smuglerfund.
Vietnams største fund af elfenben i nyere tid fandt sted i 2009, hvor toldere fandt seks ton stødtænder i en container afsendt fra Tanzania.
Ifølge verdensnaturfonden WWF er det meste af det elfenben, der bliver smuglet til Vietnam, på vej videre til nabolandet Kina.
Også Thailand bliver ofte benyttet til at indsmugle elfenben i både ubehandlet eller tilskåret form. Derfra sendes det videre til Japan og til Kina, hvor det pulveriseres og bruges til medicinfremstilling.
Noget af elfenbenet havner også i USA og Europa.
Ofte sælges de ulovlige varer lokalt til en markedspris på 4600 til 7300 kroner per kilo. Dette på trods af, at handlen med elfenben har været forbudt siden 1989.
/ritzau/dpa