Ifølge Avisen Danmark, så har den kendte skotøjskæde Bianco snart solgt sine sidste par sko. Det er ejeren af kæden, Last Studio, som står bag beslutningen. Butikkerne har i årevis kørt med underskud, og det tager kæden så konsekvensen af.
- Derfor har vi besluttet, at vores 23 butikker i Danmark og Norge afvikles. Det vil ske efter de mest hensigtsmæssige vilkår, der kan opnås i den situation, vi står i, siger direktør i Bianco Footwear Thomas Rosenvold Tygesen til Avisen Danmark.
Han understreger desuden, at man vil tage 'så meget hensyn, det er muligt' til de berørte medarbejdere.
Det er uvist, hvornår butikkerne lukker, fordi det blandt andet afhænger af, hvor hurtigt ejerne kan komme ud af deres lejekontrakter.
Selv om Bianco i fremtiden ikke længere vil have egne butikker, vil selskabets sko fortsat kunne købes. Salget vil fremover ske gennem grossister, der så sælger videre til både fysiske butikker og webshops.
Derudover er det også på tegnebrættet med "shop i shop-løsninger". Det er en model, hvor Bianco for eksempel har en mindre afdeling i en større sko- eller tøjbutik.
Kort om Bianco
* Bianco blev grundlagt i 1987 af René Piper Laursen, der ikke længere er en del af virksomheden.
* I 2016 kom Anders Holch Povlsen til roret. Bestseller-milliardæren har mange gange skudt ny kapital i skokæden, der de seneste 10 år har tabt cirka 250 millioner kroner.
* Af CVR-registeret fremgår det, at Anders Holch Povlsen i foråret gav afkald på størstedelen af ejerskabet og solgte skokæden til Last Studio A/S.
* I dag er Anders Holch Povlsen en af fire ejere, og ejer gennem sit selskab Heartland mellem 20 og 25 procent.
* Da det gik bedst, havde Bianco-kæden 180 butikker i fire lande. Nu er der 23 butikker tilbage, fordelt på det danske og norske marked