HB Køge blev revet rundt i manegen i dag, da de mødte AaB i SAS Ligaen.
AaB fik hurtigt sat en fed streg under, hvem der skulle vinde kampen. Inden for de første 10 minutter havde AaB nemlig scoret tre gange. Først kom Jeppe Curth på scoringstavlen, herefter Ronnie Schwartz og til sidst Andreas Johansson.
Sidst i halvlegen scorede Kjetil Wæhler så, og otte minutter før tid sikrede Daniel Fredheim Holm AaB endnu en pind.
Dermed endte kampen med en seriøs lussing til oprykkerne, der måtte gå slukøret hjem med resultatet 0-5.
Der var dog enkelte scoringsmuligheder for Køge, men ingen af spillerne formåede at nette. Heller ikke selv om udeholdet gik væsentligt ned i kadence efter pausen og til tider spillede feriebold.
Efter tre kampe har HB Køge blot et point, mens AaB med sejren fik hentet holdets tre første point i denne sæson hjem.