Vorbasse Marked er for første gang i 289 år aflyst.
Det er coronapandemien, som har sat en stopper for årets udgave af markedet, som normalt trækker over 200.000 gæster, skriver TV Syd.
Vorbasse Marked har været afholdt siden 1730, men i år bliver der altså ingen fysisk prutten om priserne, besøg i ølteltet eller koncerter under åben himmel på markerne på Hovborgvej lige syd for Vorbasse.
Til gengæld har arrangørerne været i tænkeboks og har kastet sig over den digitale verden.
I stedet for det fysiske marked kan man i år komme til Vorbasse Hjemmemarked.
Det er en online platform, der indeholder alt det bedste fra markedet - bortset fra fadøl og lugten af heste.
Det digitale markedsunivers åbnede torsdag middag og fra start var der gang i løjerne.
- Det er ikke noget plaster. Det kan slet ikke måle sig med det rigtige marked. Og en ting er økonomi, noget andet er byen, for markedet er så stor en del af lokalsamfundet.
- Lige nu går byen rundt som en flok høns uden hoveder, fordi markedet er aflyst, siger Brian Madsen, formand Vorbasse Grundejerforening, der står for Vorbasse Marked.
Formanden lover, at aflysningen ikke vil koste det traditionsrige marked livet.
- Vi er velpolstrede, så markedet skal nok komme tilbage i 2021, forsikrer Brian Madsen.
I dag, lørdag, er sidste dag med mulighed for at deltage i Vorbasse Hjemmemarked.