Høje skrig om hjælpe og en meget ubehagelig – og umiskendelig – stank af kloak. Det var, hvad redningsarbejderne kunne konstatere, da de kiggede ned i et 110 meter dybt jordskredshul, som opstod pludseligt fredag morgen i Guatemala By. Tre personer er savnet i hullet, der tog huse med sig i faldet.
»Jeg var i mit hus og kunne mærke jorden svinge og ryste. Derefter kunne jeg se, at flere nabohjem var forsvundet ned i hullet,« fortæller Maria Rivas til AP.
Myndighederne har endnu ikke bevæget sig ned i det store hul. De har foreløbigt evakueret omkring 1000 hjem i nærheden og er i færd med at forberede sig til en redningsmission, når det vurderes at være sikkert at sende mandskab ned i hullet.
En forsker ved Guatemalas jordskælvsforskningsinstitut siger, at hullet er opstået som følge af heftigt regnfald og utætte kloakker.