Wolfsburg blev i dag tyske mestre for første gang. Holdet gav Werder Bremen seriøse tæv, eftersom de vandt med hele 5-1.
Det var samtidig en kæmpe-triumf for Felix Magath, der har været både forretningsfører, manager og cheftræner i Wolfsburg gennem de sidste to sæsoner, skriver sporten.dk.
Brasilianske Grafite stod for to træffere i lørdagens kamp, mens Edin Dzeko scorede ét mål. Dermed slutter Grafite som Bundesliga-topscorer med 28 mål foran Dzeko med 26 mål.
Wolfsburg-parret er hermed oppe på 54 scoringer, og det er ét mål mere end det hidtil højeste, da Uli Hoeness og Gerd Müller tegnede sig for 53 mål i 1973.
Werder Bremen spillede derimod både kedeligt og ukoncentreret på den sidste spilledag.
Holdet har da også været en stor skuffelse i Bundesliga-sæsonen, men kan stadig redde lidt af æren ved at vinde pokalfinalen mod Bayer Leverkusen næste lørdag.
Bayern München indtog andenpladsen i Bundesligaen, mens Stuttgart røg ind på en tredjeplads.