Palæontologer verden over er gået helt i selvsving over fundet af skelettet af en 150 millioner år gammel kæmpe-dinosaur i Spanien, oplyser AP.
Dyret har fået navnet Turiasaurus Riodevensis og kan meget vel have været det største levende væsen, der nogen sinde har været i Europa. Tidligere er så store dinosaurer kun blevet fundet i Afrika og Sydamerika.
På trods af dyrets enorme højde, der anslås at have været på omkring 37 meter, var dinosauren ifølge forskerne ganske fredelig og vegetar.
Den største dinosaur, der nogen sinde er blevet fundet, er den såkaldte Argentiniosaur, der skulle have vejet næsten det dobbelte af sin europæiske slægtning. Denne mega-dinosaur blev, som navnet antyder, fundet i Argentina.