En række gigantiske udenlandske bookmakere står på spring for at komme ind på det danske marked og konkurrere med Danske Spil.
Men med spil på sport, casino og computerspil kommer også gamblere, der bliver sygeligt besat af spil.
Verdens største online bookmaker bwin.party, der sidste år omsatte for næsten 2,7 milliarder kroner, indleder nu et tæt samarbejde med Forskningsklinikken for Ludomani (FKL). Sammen skal virksomheden og det offentlige danske forsknings- og behandlingstilbud blive klogere på ludomani.
Liberaliseringen af det danske spilmarked åbner nemlig op for et tættere samarbejde, lyder det fra bwin.party.
"Den nye spillelov har givet os en unik mulighed for også at arbejde sammen med danske forskere. Samarbejdet med Forskningsklinikken for Ludomani er også en måde at påtage os et samfundsansvar og medvirke til at videreudvikle forbrugerbeskyttelsen på internettet udover, hvad vi ifølge loven er forpligtet til," siger Sonja Zant, CSR-chef i bwin.party.
Bookmakeren støtter Forskningsklinikken for Ludomani med midler til et særligt forskningsprojekt, der skal finde frem til den mest effektive behandling mod ludomani.
"Konkret indleder vi et treårligt samarbejde, hvor vi skal forske i om individuel eller gruppebehandling er mest effektiv," siger Jakob Linnet, der er leder af Forskningsklinikken for Ludomani, som er tilknyttet Aarhus Universitetshospital.
FKL forsker blandt andet i, hvordan hjernen reagerer på forskellige typer pengespil og spillemønstre. Jakob Linnet mener, at både spilbranchen og samfundet har gavn af et mere tæt samarbejde.
"Ingen af parterne har interesse i at folk udvikler ludomani. Liberaliseringen af spilloven åbner døren for, at vi kan samarbejde med flere af de udenlandske selskaber, der tidligere ikke var legale," siger han.
Center for Ludomani har i årevis behandlet danskere, der er faldet i spillefælden og har udviklet en sygelig trang til spil. Centerleder Michael Bay Jørsel er enig med Jakob Linnet i, at liberaliseringen giver langt bedre behandlingsmuligheder.
"De udenlandske selskaber, der nu kommer ind på det danske marked, de vil arbejde for responsible gambling nøjagtig som Danske Spil. Den nye lov giver os samtidig mere sikkerhed i bevillingerne til behandling," siger han.
Danskerne spille årligt for et beløb i omegnen af 30 milliarder kroner.
Center for Ludomani anslår, at der er cirka 100.000 danskere, som er afhængige af spil. 5.000 af dem har overvejet at tage deres eget liv.