Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen vil med stor sandsynlighed blive Danmarks næste statsminister, hvis en ny meningsmåling står til troende.
I målingen, der er foretaget af Epinion for DR, står den røde blok således til et massivt flertal, og hvis man regner de nordatlantiske mandater med, som typisk favoriserer rød blok, vil Mette Frederiksen samle flertal uden Alternativet.
Rød blok står til at få 54,2 procent af stemmerne, mens blå blok må nøjes med 45,8 procent.
Uden Alternativets mandater har de røde partier 88 mandater mod blå bloks 87. Ved sidste folketingsvalg gik alle fire nordatlantiske mandater til den røde fløj.
Socialdemokratiet går frem i målingen til 27,9 procent og 49 mandater, og det glæder partiet.
- Det er jo rigtig dejligt, at den her måling viser, at der er rigtig mange, som støtter op om Socialdemokratiet og en ny kurs for Danmark, og når stemmerne så er talt op, så må vi se, og der håber jeg, at så mange partier som overhovedet muligt – herunder Alternativet – vil pege på Mette, fordi det er det, som vil være bedst for Danmark, siger politisk ordfører Nicolai Wammen til DR.
Dansk Folkeparti går tilsvarende tilbage og kan notere sig en vælgeropbakning på 16,6 procent.
I Berlingskes barometer, der viser et gennemsnit af alle målinger, står rød blok til 93 mandater og blå blok 82.
Der skal senest være afholdt folketingsvalg den 17. juni i år.