Kæmpe bankskandale i Iran: Fire dødsdømt

Fire personer skal lade livet på grund af en skandalesag om bedrageri for milliarder af kroner i Iran.

En iransk domstol har dømt fire mennesker til døden for deres roller i en omfattende bankskandale.

Sagen, der drejer sig om underslæb for store milliardbeløb, har tvunget adskillige chefer i den iranske finanssektor fra bestillingen.

Samtidigt har den sendt sorte skygger ind over den iranske regering og præsident Mahmoud Ahmadinejad, som ligger i infight med de mere ortodokse dele af det iranske præstestyre.

Skandalen begyndte at rulle i september 2011 og handler om forfalskede dokumenter, som et iransk investeringsfirma angiveligt brugte til at sikre sig lån for 15,7 milliarder kroner til at købe statsejede selskaber.

39 mennesker er under retlig lup for deres involvering i svindelnummeret.

- Fire af de tiltalte i denne sag er blevet dømt til døden, fastslår den juridiske talsmand Gholam-Hossein Mohseni-Ejei ifølge det statslige nyhedsbureau Irna.

Samtidigt blev to andre personer straffet med livstidsfængslinger, mens flere af de øvrige anklagede fik straffe fra 25 år og derunder, lyder det.

Præsident Mahmoud Ahmadinejad benægtede sidste år beskyldninger om, at han selv eller sine nærmeste har haft nogen som helst forbindelse til bankskandalen, skriver AFP.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.