Når det sner, giver det stor efterspørgsel i landets butikker på én bestemt vare - nemlig kælke.
Og der er så stor efterspørgsel i øjeblikket, at butikkerne ikke kan nå at følge med.
Coop Danmark, som blandt andet sørger for at forsyne landets Kvickly'er og Superbrugsen-butikker med kælke, sender to gange om ugen et stort læs kælke og bobslæder ud til landets butikker.
Men de bliver revet væk. Det siger juniorkategorichef i Coop Danmark, Anne Britt Kirchhoff.
"Vi har sendt rigtig mange bobslæder ud til butikkerne og vi har stadig ikke vare nok. Vi kan ikke følge med efterspørgslen, men vi prøver at fordele det sådan, at alle butikker får noget," siger hun til Newspaq.
Og de populære kælke er svære at opdrive over hele landet, mens det til at begynde med, da sneen faldt, først skabte mangel i Københavnsområdet, mens Sønderjylland og det midtjyske kunne holde trit. Men sådan er det ikke mere, siger Anne Britt Kirchhoff. Nu bliver de revet væk i hele landet.
Den store kælkemangel skyldes, at der er meget få, der producerer kælke i landet.